Træbyggeri er elbilens pendant

Biler, boliger og bønder hedder det, når vi skal udpege ”CO2-skurkene”. Her skal vi så også finde vejene til grønne løsninger. Byggeriet er en af CO2-synderne, og syndsforladelsen er, at vi bygger mere i træ. Det fastslår direktør Per Thomas Dahl fra CLT Denmark og lover, at træ er en ressource, som ikke slipper op

Af Mogens Hjelm

Når vi taler om regningen for klimakrisen, taler vi mere om biler end om bygninger. Også selv om markedet og bilfabrikkerne for længst er i gang med at tilpasse sig en konkurrence, der handler om at levere de grønneste elbiler.

Byggeriet er mere fodslæbende, og vi har ifølge direktør Per Thomas Dahl, CLT Denmark, endnu til gode at se massive forandringer af markedet. Også selv om der findes effektive, billige og ikke mindst grønne alternativer.

CLT Denmark leverer massive træelementer fra KLH i Østrig, der som det eneste konstruktionsmateriale på det danske marked har opnået Svanemærke.

Træets egenskaber

– Hvorfor bygger vi så ikke meget mere i træ? Træ bruger ikke CO2 men opsamler CO2. Det er en fornybar ressource. Og så er det let og håndterbart og giver et sundt og behageligt klima, siger Per Thomas Dahl, der beklager den træghed, som kendetegner dansk byggeri.

– Traditionen er en stor barriere. Vi bygger ikke nær så meget i træ som i udlandet, hvor projekter og erfaringer står i kø. Hvis vi herhjemme skal forbedre klimaaftrykket, så bliver vi nødt til at sadle om og fravælge CO2-belastende materialer, når vi kan, siger Per Thomas Dahl og tilføjer:

– Vi kan selvfølgelig ikke undvære andre byggematerialer. Men hvis vi vil reducere byggeriet CO2-aftryk, så kommer vi ikke uden om at reducere forbruget af de mest miljøbelastende materialer.

Træets muligheder

CLT Denmarks østrigske partner KLH har leveret til mere en 30.000 projekter verden over. Træ vejer relativt mindre end andre konstruktionsmaterialer og kan transporteres, uden at det væsentligt påvirker omkostningerne i kroner og klima.

– Kvalitet og præcision gør CLT konkurrencedygtig i alt byggeri. Vi har således fornylig leveret CLT til restaureringen af det 850 år gamle Nyborg Slot til glæde og tilfredshed hos bygherre, arkitekt og tømrere, fortæller Per Thomas Dahl.

CLT Denmark forventer dog, at det træbyggeri i de kommende år vil blive efterspurgt af fx den almene sektor og de store pensionsselskaber, der både har fokus på det konkrete byggeregnskab, men også et stærkt engagement i at bygge bæredygtigt og sundt.

– Bygherrer og arkitekter ved godt, at træ er det mest CO2-venlige byggemateriale. Der er derfor vilje til at finde løsninger med massivtræ, og en lang række grønne certificeringsordninger hjælper til i forbindelse med projektering, udførelse, drift og nedbrydning.

– Det betyder heldigvis bedre dokumentation for de enkelte byggematerialers klimaaftryk, understreger Per Thomas Dahl, som i dag godt tør love, at der vil komme meget mere træ i alle former for byggeri.

Download